Sendt til tælling

Jeg kom i morges gående ad min sædvanlige rute på vej til arbejde, men så skete der noget som underligt nok ikke er sket før - til trods for at jeg har gået præcis samme vej flere hundrede gange før. Det ringede ind !

En klassisk skole-klokke kimede i nærheden og sendte mig fluks tilbage i tiden...

Kan I huske hvordan det var, når det ringede ind?
Hvor ærgerligt det var at blive afbrudt i en god leg. Hvor lettet man følte sig, fordi bøllerne fra de store klasser netop nærmede sig. Hvor nervøs man var hvis det var et fag man virkelig ikke brød sig om.

På et splitsekundt følte jeg mig sendt til tælling, dvs til en matematik time. Angsten griber om min strube ved tanken om den sadistiske regne-lærer, hvis' eneste glæde i livet var at skræmme små børn fra sans og samling. Denne spinkle dame med klovnehår og udstående ko-øjne ville jeg ikke have værdiget et blik hvis jeg så hende idag i Føtex, men dengang var hun trolden i mine værste mareridt. Jeg kan stadig høre lyden af hendes bord-trommende fingre og føle hendes øjne udvælge og nidstirre lige netop mig, som var så frygtelig nervøs over hovedregnings-stykkerne - og hun vidste det!
Sikke dog en magt at misbruge...

Det værste er, at jeg tror faktisk jeg kunne være god til regning, hvis jeg ikke havde haft hende som lærer.

Og så var der idræt - oh gru og rædsel!
I de små klasser havde man en utømmelig mængde energi og jeg blev som regel nr. 2 eller 3 når vi løb om kap (selv mod drengene, hvaba!), men da vi blev lidt ældre blev også disse timer genstand for en tungsindig bekymring der overskyggede hele dagen.
Jeg kan lide at danse, cykle og spille badminton men jeg har ved gud aldrig haft noget der minder om et godt boldøje.  JO!  Hvis det altså tæller at få en bold i øjet?!
Den er stensikker - selv til dags dato - at jeg har en magnetisk tiltrækning på bolde.
De rammer mig altid. 100%.
Bolde er for mig som arrige blodhunde... De må kunne lugte min frygt.

Så disse gymnastik timer strakte sig ind i uendelighedens pine, mindst 2 timer om ugen.
Skulle jeg være heldig at slippe uskadt, så var der jo altid de efterfølgende glæder:
Lugten i omklædningsrummet. Toiletdøren uden lås. Nysgerrige blikke på en genert teenage krop. Drengene som altid forsøgte at glo ind. Svedige lycra dragter og beskidte gummisko.

Jo, den danske folkeskole er en salig fryd.
Som jeg er vanvittig lettet over at være forbi! ;)


Da skole-klokken ringede ind for sidste gang, vendte jeg tilbage til nutiden med en stor taknemmelighed over at jeg ikke var underlagt den slags frivillig tvang længere. Misforstå mig nu ret, jeg var rigtig glad for mange af fagene i skolen, men den lyd frembragte altså bare de dårlige minder. Dog kunne jeg derefter ranke ryggen, drage afsted imod en arbejdsdag, hvor jeg beskæftiger mig med noget jeg selv har valgt - noget jeg nyder - og være taknemmelig for at jeg ikke er 11 år igen.

Jeg er gammel nok til selv at bestemme hvor længe jeg vil blive oppe!
Men med alder kommer ansvar, og det ansvarlige ville være at gå i seng ca nu.
Så det må jeg hellere gøre.
Suk...


Godnat ;)