tirsdag den 27. marts 2012

Avis-Neglelak

Hellou blog-folks!

Jeg elsker at eksperimentere med udtryksformer, og har altid haft neglelakker i alverdens farver. Men nu er eksperimenterne gået lidt videre, for se lige her, hvad man også kan bruge avispapir til:


Ja, jeg ved det... Har malet udenfor og der er lidt skønhedsfejl osv, men det var nu også bare for at prøve IDEEN i det - om metoden overhovedet virkede. Og det gør den!
Man skal nok bare være lidt mere tålmodig end mig, for et pænere resultat hehe...


Hvis du kunne tænke dig at prøve, så er fremgangs-måden her  --->

Du skal bruge:
- Avispapir
- Saks
- Lys neglelak (hvid / beige / natural eller lign.)
- Klar overlak
- Et lille glas alkohol (f.eks. en rest vodka eller whatever du har stående)

Du gør således:
1) Find dine remedier frem. Start med at klippe nogle små lapper avispapir ud (mindst 10, gerne et par i reserve) så de passer nogenlunde til dine negle, eller 2x2 cm

2) Læg 1 lag af din lyse neglelak - og vent til det er tørt! 

3) Læg endnu 1 lag af den lyse lak - og vent også til dette er tørt! (Vigtigt!)

4) Hav dine avis lapper parat. Dyp en finger i glasset med alkohol og læg straks efter en avis-lap ovenpå. Dup lidt på den så du er sikker på at den har rørt hele neglens flade, men tryk ikke for hårdt, da min erfaring viser at noget af papiret vil hænge fast eller hive noget neglelak af. Fjern FORSIGTIGT avis-papiret.

5) Nu skulle avisens bogstaver gerne have smittet af på din negl. Brug denne procedure på de resterende negle.

6) Slut af med 1 eller 2 lag beskyttende overlak.


Voila! :)


Blog Award! (2)


Jeg har skisme været så heldig at modtage en Blog Award fra Anne Sofie!
(Det er noget af en ære, når man opdager at Anne Sofie følger over 100 blogs)

TUSIND TAK!


Når man modtager sådan een, skal man give den videre til 5 blogs med max 100 læsere.
Derudover skal der svares på de følgende 5 spørgsmål:

1) Hvorfor begyndte du at blogge?
Hmm til at starte med var det nok egentlig for at have et sted som var 'mit', en digital udluftningskanal, en slags dagbog eller en kronologisk tidslinie over oplevelser og bedrifter. Jeg kan også rigtig godt lide at videregive kreative ideer / gode råd til dem som gider den slags. Men det er dog også blevet en portal til en masse andre inspirerende blogs fra ind- og udland, så... win-win! ;)

2) Hvilke blogs følger du?
Blogs som kreativt set inspirerer og lærer mig noget, eller folk jeg kender :)

3) Favorit farve?
Hehe.. Føler mig tilbage i 5. klasse hvor det var meget vigtigt at anføre den slags i sine veninde-bøger... men det er seføli SORT SORT SORT! Har dog p.t. også en svaghed for stærke, glade farver.. Turquis, Lilla, Pink osv.

4) Favorit-film?
You really wanna know? Den er sikkert ikke lavet endnu... men ryster et par stks ud af ærmet: Labyrinten, Hofnarren, Grease, Dirty Dancing, LOTR, Twilight (jaaa I know..) + rigtig mange mindre kendte, sjove og fantastiske film fra alle aldre.

5) Hvilke lande drømmer du om at besøge?
Sjovt du spørger! For det klør helt vildt i mig for at komme til smukke Thailand snarest :D Derudover har jeg et stort ønske om at komme til USA. Frankrig, Skotland og London skal helt klart også besøges igen!

Det var vist dét :)


Jeg vælger at give Award'en videre til disse 5 blogs:


Dygtig og kreativ syerske, som jeg iøvrigt stødte på i Stof&Stil for nylig haha...

Kvinde med samme uddannelse og samme hjemby som jeg selv, dog kender jeg hende ikke personligt, men jeg er vild med sprog-brugen i disse små hverdags-tolkninger.

Super hyggelig blog fra super hyggelige Sarah som har fødderne godt plantet i den århusianske muld!

Tja, denne blog har godt nok flere end 100 læsere, men jeg synes den fortjener at blive fremhævet. Man følger Stines karakteristiske tegninger og hun har en underfundig, humoristisk tilgang - og streg - omkring sit eget liv.

Nu snyder jeg lidt igen, men udover at være kreativ (også med power tools og værktøj!) så har denne blog fungeret som portal til at finde mange andre blogs, så tag et kig hvis du savner lidt ny inspiration ;)

torsdag den 22. marts 2012

Mixmax

Hey y'aaaaall!

Jeg syntes lige I skulle have et lille indblik i, hvad min tid (bl.a.) er gået med siden sidst. Af kreativiteter, altså! I har jo nok ikke et altoverskyggende behov for at vide hvad jeg spiser til morgenmad, hvad farve mine sokker er og hvad jeg ser i TV osv...

For nylig var jeg til en fantastisk koncert med eet af mine yndlingsbands, Pain of Salvation. I den anledning syntes jeg at det ville være på sin plads at forsøge mig med at flette et bogstav-armbånd med deres initialer seføli... POS. Så jeg tegnede mønsteret og flettede løs. Hel kønt er det ikke, men jeg fandt da ud af hvordan mønstrene virker ;)

OG jeg fik sandelig også lært at flette det famøse "hjerte" armbånd, som egentlig var hele årsagen til at jeg ville lære at flette hehe... Voila:

Ups, hjerterne vender på hovedet haha!

Nå, men nu vi er i garn-verdenen (!) så har jeg efterhånden også fået hæklet en 9-10 bedstemor firkanter. Men det har jeg ikke noget billede af. Og det kan godt blive lidt trivielt. Så jeg besluttede mig lige for at spasse lidt ud og se om jeg kunne lave blomster...

Prøvede mig frem med forskellige størrelser

De er måske simple og ukorrekte (?) men de er da søde nok... ;)

Derudover er jeg også igang med en IKEA skammel som jeg har haft stående et stykke tid. Jeg fik endelig fat i en rigtig lækker okker-gul træmaling, så nu får skammelen ikke lov at stå i fred mere. Den har fået 1. lag maling, og jeg har tænkt mig at 'trinnene' skal have decoupage i nogle gule/orange/brune (lidt retro agtige) farver. Så det bliver en rigtig hyggelig, solrig bedstemor skammel som kan gøre enhvert køkken glad ;)
Billede kommer senere, promise.

I kan dog få et billede af dette spejl som også netop har fået en makeover:

Fra sløjt til spøjst!

Før havde det en kedelig brun ramme, og var sådan eet som man gik forbi, fordi man var så vant til det ... Men en dag kom jeg til rigtigt at kigge på det, og det slog mig 'mettevuns' at jeg havde en rest grøn maling i praktisk talt samme nuance.
Og ja - så var idéen født. Det er virkelig kommet til sin ret nu, synes jeg :)

That's all for now, folks...!


TEASER:
Næste gang kommer der noget om avis-neglelak + en award !!!
Stay tuned!

tirsdag den 20. marts 2012

Spådoms-dampe?

Mmm..

Jeg sidder her i en stille midnats-time og nyder en kop varm the. Man kommer ofte til - bevidst eller ubevidst - at reflektere over tiden, når man slapper af.
Der sker mange ting om ørerne på een og det er nok egentlig meget sundt at få dem rystet lidt på plads i knolden noglegange ;)

Jeg tænker på fremtiden. Måske er det koppens dampe som får mig til at hallucinere, men jeg synes jeg har fået et lille glimt af... håb måske? ... Af lys og glæde.. i fremtiden :)

Jeg kan i hvert fald mærke at der er masser af ting jeg glæder mig til .. i fremtiden.
Primært alle mine kreative projekter. De giver mig altså en skøn form for lykkefølelse.
Der findes (næsten) ikke noget bedre end at føle sig mega inspireret og bare brænde for at komme igang med sin idé! :D

Jeg har allerede lagt en plan for imorgen, og jeg glæder mig.
Der er også flere ting som jeg ikke har fået vist herinde endnu...

Men lige nu vil jeg altså nyde min the - i fred og ro ;)

Have a "beauTEAfull" evening ;)



onsdag den 14. marts 2012

Solskins-Ghetto

Kan I høre dem?
Fuglene der synger om Forårets komme..

Kan I dufte det?
Svage briser med løftet om grønt..

Jeg gik en tur i det smukke vejr og besøgte et ret smadret område, hvor der har ligget en Kemira fabrik kaldet "Syren". Det er nu komplet ryddet. Bortset fra UFO'en!
Det kalder vi i hvertfald den eneste ting som har fået lov at stå - sandsynligvis en svovlsyretank. Voldsomt nok.

Men selv i dette baldrede område kan man finde spøjse ting og skønhed hvis man ser sig lidt for. Så her er "Syre-marken" set igennem min linse:

WATER

PLANTS 

ROCKS

"UFO"

RUST

METAL

GHETTO

Den opmærksomme læser vil muligvis kunne spotte en 'fejl' på eet af billederne..

- Kan du?

tirsdag den 13. marts 2012

Twins!

Næh nu har jeg aldrig...
Hør hvad er nu dén af?
Er der TO af dem?!
Minsandten!
Helledusseda!! ;)

mandag den 12. marts 2012

Sommer-drømme

For dem som kender mig, kan denne overskrift måske lyde lidt spøjs.
Jeg er nemlig ikke egentlig særlig glad for sommer!

Ser du, sol og varme spiller ikke specielt godt sammen med lys, sart hud og et ekstra lag spæk! ;) Hvilket er årsagen til at jeg mest af alt tenderer en lyserød mummitrold om sommeren. Højsommeren er for varm og for skrap. Jeg får lyst til at hvæse ad solen og lægge mig i en fryser med mit strandtæppe og en vampyr-bog.

De få gange jeg har gjort en seriøs indsats for at blive lækkerbrun er jeg blevet vildt skuffet. Min hud bliver bare rød, skaller og så bleg igen. Suk. Nå ja, bortset fra de fregner som solen tilfældigt har drysset over min næse og kinder - næsten som en lille hån: Se, du kan godt blive brun, men kun på små bitte områder, ha!

Let's just say: Jeg bliver aldrig nogen strandløve! ;)


Derimod ELSKER jeg FORÅR!
Og jeg er villig til at strække mig så langt som at tage for-sommeren med..
Når alt pibler op, springer ud, bliver lysegrønt - det gør mig så glad!
Når den milde forårs-sol er færdig med at lyse på alle de pletter i lejligheden der mangler en støvklud, så nyder jeg dens komme i fulde drag :)

Der har været et par smukke dage her i Marts, hvilket har fået mig til at tænke på noget jeg savner....

Et barndomsminde om en nabohave, som havde 2 æbletræer.
Imellem disse æbletræer hang der en hængekøje.
En skøn, gammeldags een - noglegange med et skønt gammeldags tæppe.
Jeg elskede at ligge i den hængekøje en mild forårs/sommer dag og mærke en let brise på min hud. At kigge op imellem træernes grene og se solen spille imellem de grønne blade. Bare lade sig døse hen i naturens kærtegn og lyde - dét er ren afslapning og sjælefred.

 


Så jeg drømmer om engang at få et hus. Med en have. Med 2 træer. Med en hængekøje imellem. Med et tæppe i... Og bare nyde livet på barndoms-manér :)

Det er mine sommer-drømme ...


søndag den 11. marts 2012

Neon fletværk

Så fik jeg endelig lavet et helt flet-armbånd i nogle farver som jeg faktisk gider gå med (modsat øve/trænings garnet)

Neon er jo nogle af sæsonens hotteste farver, så det måtte jeg jo lige lege lidt med ;)

Næste gang vil jeg huske IKKE at lave start-stroppen så stor... You live, You learn :)

Se resultatet her:


fredag den 9. marts 2012

Lady Blue

Uuuuuuuh, jeg har glædet mig til at komme igang med dette projekt lige siden jeg faldt over denne smukke stol:


Jeg har haft visionen lige siden jeg lagde mine øjne på den hehe....
Synes simpelthen den har de lækreste farver! Normalt ser man denne slags stole i rød, støvgrøn eller karrygul. Men DENNE er jo helt moderne i betrækket :)

Den har stået i vinter-hi hos mine forældre, men min søde mor - som iøvrigt er en fantastisk second-hand dealer - har givet den en kærlig hånd og renset den helt i bund.

SÅ! I morges startede jeg med at dække af, og så blev den store malerpensel taget i brug :) Følg med her...

Afdækning af det smukke sæde

Maleriet begynder

Sådan ser den så ud efter 1. lag maling

Detalje af de skønne udskæringer
Jeg er stadig ikke helt sikker på om den skal forblive ensfarvet, eller jeg skal male nogle stænger eller udskæringerne i nogle af de andre farver fra sædet...

Men nu får den ihvert fald snart 2. omgang maling, og så må vi se hvad den "fortæller" mig ;)

onsdag den 7. marts 2012

TipTipTipTipTipTipTip

..... = Granny x 7!

Ja, det begynder at skride fremad ganske pænt...
Hvad mon det ender med at blive til? ;)



Pap-holder

Hej derude.. Jeg har desværre været lidt plaget med sygdom, så det blev ikke til så meget krea idag.

Dog ville jeg lige afprøve en ny fletteteknik. Dermed fik jeg også brug for at holde styr på alle de snore, så jeg fixede en midlertidig og billig "pap-holder".

Pt bruger jeg et clipboard til at holde på toppen af armbåndet, så helt simpelt tog jeg bare et stykke pap, klippede tilfældige hakker i kanten og tapede det på bunden af clipboardet ;)

Se bare her hvor det virker! (og Rhomboid teknikken er da også ret fed!)

Nem pap-holder (beklager billedkvaliteten)

tirsdag den 6. marts 2012

Flette-Nette

Jepsen, jeg har simpelthen kastet mig over teknikken i at flette armbånd. Altså dem man nok kender som 'veninde-armbånd' (for dem som er gamle nok *AHRM* til at kunne huske det)

Jeg har en fornemmelse af at det kunne blive ret boheme-populært til sommer, så det skal da prøves!

Faktisk faldt jeg over det sødeste armbånd med flettede hjerter, som egentlig var dét som satte mig igang. Meeeeen man skal jo lige have begynder-teknikken på plads først, né? ;)

Ergo, Nette er på nettets flettekursus!

Jeg er ikke nået så langt endnu, men jeg håber jeg blir sej nok i håndværket til feks at opfinde et mønster med skulls ;D Seføli...

Her kan I se de "samples" jeg har lavet foreløbig ... Fesne farver, og den sidste blev lidt hullet. Har dog spottet hvad der gik galt så det sku blive bedre næste gang ;)

Voila! Candy stripes, Zig zag & Chevron teknik: