Vi bor lige overfor en kirkegård. I starten synes jeg det var lidt spooky sådan at bo op ad en 'massegrav', og jeg kunne blive meget emotionel når jeg gik derinde og læste gravsten.... men nu opfatter jeg den mere som et smukt sted. En velholdt park med masser af skønhed og kærlighed. Denne store sten får det dog altid til at risle lidt ned af ryggen på mig. Det er altså rimelig underligt at se sit efternavn mejslet i sten... 5 gange!
Døden er for mig det ultimativt mest skræmmende. Man ved intet om den, og det vil man nok heller aldrig kunne vide. Man ved ikke hvornår den indtræffer, eller hvordan. Min store frygt er at jeg selv eller nogen jeg elsker skal dø i smerte. Det ville være ubærligt.
Døden er afsavn. Jeg kan ikke engang vinke farvel, når mine yndlings-mennesker skal på ferie, uden at tude! Savn er en stærk følelse for mig. Afsavn endnu værre...
Døden er et stort uvist INTET, hvor der før VAR......
Jeg forstår ikke Døden, men alligevel er den en fuldstændig naturlig og100% sikker del af Livet. Når jeg overmandes af savn over mine afdøde slægtninge (og det er endda 'kun' bedsteforældre) så bilder jeg min hjerne ind, at det bare føles som "længe siden jeg har besøgt dem"! At når jeg stadig tænker på dem og savner dem, så er de ikke "rigtig" væk....
Jo ældre man selv bliver, jo mere død skal man håndtere. Jeg gruer for den dag mine dyr dør, for andre mennesker tæt på mig som falder fra og når jeg skal tage endelig afsked med min tætte familie. Det vil knuse mig.
Derfor er Døden så hamrende skræmmende for mig,.. cause the worst is yet to come : /
(Beklager dette deprimerende indslag. Fang mig på et anden ben en anden dag, og så ville dette indlæg nok se anderledes ud. Men sådan blev det altså lige nu, og jeg synes ikke jeg vil slette i det. For følelserne er jo ægte nok)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar